Værdi
I et partnerskab mellem kommuner og fonde bliver mellem 10 og 20 procent af boligerne på fondenes private kollegier reserveret til hjemløse unge. Omkring 20 unge har indtil videre fået et sted at bo via ordningen, som i det første år forventes at medføre en samfundsøkonomisk nettogevinst på 106.000 kr. pr. borger i form af sparede udgifter til bl.a. herberger og indsatser til psykiatri og sundhed.
Før
Antallet af unge hjemløse i Danmark stiger i disse år markant – i 2017 manglede mere end 2.000 unge mellem 18 og 29 år et sted at bo. Der mangler boliger i kommunerne til de mange hjemløse, og problemet bliver ikke mindre. Derfor er der brug for nye løsninger.
Nu
Danske fonde råder tilsammen over 4.030 kollegieboliger landet over. For at komme ungdomshjemløsheden til livs har foreløbig to fonde valgt at reservere mellem 10 og 20 procent af boligerne på deres kollegier til udsatte unge, der mangler et sted at bo. Modellen er en del af Hjem til Alle Alliancen, som består af 12 medlemsorganisationer, der alle arbejder på at afskaffe hjemløsheden blandt unge i Danmark – og det er første gang, de private kollegier kommer i spil.
For at komme i betragtning skal de unge være studerende eller have planer om at blive det, og kommunen forpligter sig til at yde intensiv bostøtte både før, under og efter indflytningen på kollegiet. Kommunerne har ikke anvisningsret til kollegierne, men kan i den nye ordning henvise unge, de mener passer ind. Kollegiernes ejendomsinspektører sørger for at få de hjemløse unge godt inkluderet i både boligen og fællesskabet, og alle parter mødes regelmæssigt for at løse eventuelle udfordringer.
Foreløbig har Bikubenfonden reserveret 18 pladser på fondens kollegier i Odense og København, og Lauritzen Fonden stiller to boliger til rådighed på fondens kollegie i Herlev. En lignende model er implementeret i Aarhus i et samarbejde mellem Aarhus Kommunes forsorgshjem til hjemløse unge og Østjysk Bolig. Omkring 20 unge har indtil videre fået et nyt sted at bo gennem ordningen, og der vil kunne skabes mellem 400 og 800 nye hjem, hvis alle private kollegier tilslutter sig modellen.
En analyse viser, at en bolig kombineret med ni måneders bostøtte i det første år efter indsatsen giver en samfundsøkonomisk nettogevinst på 106.000 kr. pr. borger i form af sparede udgifter til bl.a. herberger, kriminalitetsbekæmpelse, indsatser i forhold til sundhed og psykiatri og andre kommunale indsatser.