CO-PI lukker ved årets udgang
Efter otte år med Center for Offentlig Innovation (COI) og snart fire år med Center for Offentlig-Privat Innovation (CO-PI) har medlemmerne af foreningen CO-PI besluttet at lukke centeret pr. 31. december 2025. Det betyder, at nuværende projekter og samarbejder vil blive afviklet og afsluttet hurtigst muligt.
CO-PI blev skabt for at tage offentlig-privat samarbejde om innovation til et nyt niveau – og for sammen at udvikle løsninger på samfundets store udfordringer. Centerets hovedopgave har været at drive skaleringsprocesser, hvor kommuner, regioner og statslige institutioner går sammen om i større skala at efterspørge nye løsninger fra private virksomheder. Afviklingen af CO-PI skal ses i lyset, at der i dag er andre aktører og indsatser, der også løfter innovations- og skaleringsindsatsen.
CO-PI er en forening, der har Erhvervsministeriet, Finansministeriet, KL og Danske Regioner som medlemmer. CO-PI ledes af en bestyrelse, hvor også DI, Dansk Erhverv og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er repræsenteret.
Fra bestyrelsens side skal der lyde en stor tak til centerets ansatte og samarbejdspartnere for deres store engagement gennem årene til gavn for den grønne omstilling og for borgerettet velfærdsteknologi.
Kontakt
Det praktiske omkring afviklingen af foreningen vil blive håndteret i den kommende periode. Hvis du ønsker at vide mere, er du velkommen til at sende en mail til [email protected].
Hvis du som samarbejdspartner ønsker at vide mere i forhold til igangværende projekter, er du velkommen til at tage kontakt til de medarbejdere i CO-PI, som du løbende er i kontakt med. CO-PI vil i den kommende tid selv række ud til alle samarbejdspartnere.