Digitalisering i øjenhøjde: Viborg Kommune inviterede igen alle medarbejdere til DigiTek-dage

Digitale færdigheder, fælles sprog og nysgerrighed på ny teknologi – Viborg Kommunes DigiTek-dage får digitalisering til at rykke tættere på hverdagen hos alle ansatte.

Billede: I Viborg Kommune bliver digitalisering gjort håndgribeligt og tilgængeligt, blandt andet gennem inspirerende oplæg og praktiske workshops. Foto: Viborg Kommune.

I uge 40 holdt Viborg Kommune for tredje gang DigiTek-dage for alle ansatte. 

Formålet var at styrke digitale kompetencer og vække nysgerrighed – og dermed gøre teknologien til et kreativt og naturligt arbejdsredskab. 

Mette Andreassen, direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune, deler sine erfaringer fra det populære arrangement. 

"Når vi inviterer alle medarbejdere til DigiTek-dage, skaber vi både et fælles sprog og en bredere forståelse for digitalisering. Samtidig signalerer vi, at teknologi er noget, vi prioriterer," siger hun. 

Digitalisering er for alle – ikke kun IT-specialister

I Viborg Kommune er digitalisering ikke forbeholdt særlige faggrupper. Det er en del af alle medarbejderes hverdag – og derfor også en fælles opgave at forstå og udvikle. 

DigiTek-dage blev planlagt med blik for de forskellige tilgange og erfaringer, medarbejderne kommer med. Nogle har arbejdet digitalt i årevis, mens andre først lige er begyndt. Derfor spændte formaterne også fra inspirerende foredrag til konkrete hands-on-sessioner.  

En medarbejder, der deltog i DigiTek-dage, fortæller:  

"Jeg har fået blod på tanden og har lyst til at kaste mig endnu mere ud i det digitale. Fremtiden er digital, og vi skal være trygge i teknologien, hvis vi vil være med til at forme den."  

Det brede program var med til at gøre digitalisering til et fælles anliggende – uanset faglighed, funktion og forudsætninger. 

Om DigiTek-dage i Viborg Kommune

DigiTek-dage 2025 var spækket med inspiration og læring. Hele 27 forskellige aktiviteter – fra workshops til webinarer – fik tæt på 3.000 tilmeldinger.

Arrangementerne, der var både fysiske og virtuelle, blev optaget og gjort tilgængelige efterfølgende, så ingen går glip af de mange muligheder for at udforske ny teknologi. 

På forkant med det digitale kræver forestillingskraft

Et gennemgående tema under DigiTek-dage var den digitale forestillingskraft: evnen til at forestille sig, hvordan ny teknologi kan bruges.  

"Digital udvikling sker hurtigt, og det kan være svært at forberede sig på noget, man ikke kender endnu," forklarer Mette Andreassen.  

Derfor handlede flere oplæg og workshops om fremtidens teknologier – og om hvordan man kan udforske dem med nysgerrighed. Blandt oplægsholderne var tech-journalist David Guldager, der gav mere end 400 medarbejdere et indblik i fremtidens digitale trends.  

Billede: Tech-journalist David Guldager satte fokus på, hvilke digitale trends der vil være i fremtiden - og hvordan de ansatte i Viborg Kommune kan få glæde af dem. Foto: Viborg Kommune.

Når kommune og erhvervsliv mødes

Flere af de digitale løsninger, kommunens medarbejdere bruger til dagligt, er udviklet af private virksomheder. Derfor inviterede Viborg Kommune en række leverandører med til at udstille på den messe, som var et af programpunkterne til DigiTek-dage.  

Det blev en gevinst for begge parter, fortæller Mette Andreassen:  

"DigiTek-messen gav medarbejdere og virksomheder mulighed for at mødes, udveksle viden og finde nye måder at samarbejde om digitalisering," siger hun.  

Formålet med messen var både produktpræsentationer samt at skabe faglige dialoger, sparring og fælles udvikling. Virksomhedernes tilstedeværelse tiltrak flere nysgerrige medarbejdere til messen, som fik mulighed for at se og prøve nye teknologier, hvilket gjorde det til et af de mest populære arrangementer under DigiTek-dage.  

Billede: Messen var et populært arrangement, der tiltrak mange nysgerrige medarbejdere. Her kunne de både prøve nogle af de nye teknologier og samtidig tale med virksomhederne om deres løsninger. Foto: Viborg Kommune.

Teknologisk kompetenceudvikling kræver vedligehold

Efter DigiTek-dage 2025 blev deltagerne bedt om at evaluere både de enkelte aktiviteter og ugen som helhed. 

Og evalueringerne taler deres tydelige sprog: Arrangementet var en succes. 86 procent har svaret, at aktiviteterne var relevante for dem.

Alle, der besøgte DigiTek-messen, blev på vejen ud bedt om at give oplevelsen stjerner fra 1 til 5. Resultatet blev et gennemsnit på 4,3 stjerner. 

Derfor er forventes det, at DigiTek-dage også bliver gentaget i 2026.

"Vi har lært, at kompetenceudvikling inden for teknologi og digitalisering ikke sker af sig selv. Det kræver både prioritering og vedligehold," siger Mette Andreassen. 

Hun opfordrer også andre kommuner til at samle medarbejdere på tværs af fagområder og sætte fokus på digitalisering. 

"En uge dedikeret til digital udvikling giver et fælles sprog og et solidt afsæt til at arbejde med teknologi i hverdagen." 

Tre råd fra Viborg Kommune

Overvejer din kommune at arrangere noget lignende? Her er tre konkrete råd fra Viborg Kommune.

  1. Start i det små – man behøver ikke lægge ud med en hel uge fyldt med aktiviteter fra morgen til aften.
  2. Hav gode dialoger med ledere, så der er opbakning til at sende medarbejdere til aktiviteterne, og så programmet kan blive tilrettelagt efter medarbejdernes arbejdsdage.
  3. Inddrag gerne private leverandører – det styrker netværket og åbner døren for fremtidige samarbejder.

VIL DU VIDE MERE?

Du er velkommen til at kontakte:

Mette Andreassen
Direktør for Social, Sundhed og Omsorg
87 87 60 00 | [email protected]