Tre ud af fire offentlige innovationer er baseret på genbrug. Det er både godt og vigtigt:
- Når vi genbruger andres løsninger, kan vi spare udviklingsomkostninger, springe blindgyderne over og komme hurtigere frem til effekten.
- Når vi deler vores egne løsninger med andre, kan vi bruge de andres erfaringer med at tilpasse og implementere løsningen til at gøre vores egen løsning endnu bedre.
- Alle får mere for skattekronerne når offentlige og private arbejdspladser hjælper hinanden med at skyde genvej til innovation, i stedet for parallelt at udvikle løsninger på de samme problemer.
Alligevel går mange rundt med en oplevelse af, at spredning af innovation sker for lidt og for langsomt.
Vil hjælpe spredning på vej
Vi vil hjælpe genbrug på vej. Det gør vi ved at sætte spot på – i første omgang – tre velfærdsteknologiske løsninger, der er implementeret og har skabt værdi ét sted:
- Hvad kan de tre løsninger?
- Hvilken værdi har de skabt?
- Hvad skal du vide for at kunne genbruge dem?
Vi hviler på viden om spredning af innovation og borer nysgerrigt i, hvad der er særligt ved velfærdsteknologi, og hvorfor vi som innovatører skal (lære at) elske indkøb og indkøbere.
De tre sansepirrende løsninger:
- Døgnrytmelys – en ny type døgnrytmelamper til brug på plejehjem, som forbedrer ældres søvn og livskvalitet (læs mere om løsningen)
- Comfort XR – en række specialdesignede VR-spil, som kan aflede børn over fire år i forbindelse med stik-relaterede procedurer (fx blodprøvetagning) ved at fjerne fokus fra ubehag og smerte (læs mere om løsningen)
- Min hospitalsven 'Hjulle' – et iPad-spil, der afleder opmærksomheden hos børn i alderen 1-4 år i hospitalssituationer (læs mere om løsningen)
En spredningsrejse ind i foråret
Uanset om du kan se, at løsningen kan kopieres 1-1, eller om den vil kræve tilpasning for at fungere i din virkelighed, er det relevant for dig at deltage.
På Løsninger søger mage den 28. februar kl. 9-10 får du det korte pitch: Fem minutters fortælling om de tre løsninger, så du kan få det første indtryk af, om det kan give mening at blive klogere på dem.
På digitale genbrugssessioner den 14. marts om formiddagen får du mulighed for at dykke ned i en eller flere af de løsninger, du gerne vil tjekke nærmere på. Her er der 45 minutter pr. løsning til at blive klogere.
Løsninger søger mage foregår digitalt den 28. februar 2024 kl. 09.00-10.00.
Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig.
Det får du:
- Viden om spredning af innovation, velfærdsteknologi og innovative indkøb
- Viden om tre velfærdsteknologiske løsninger
- Information om de næste trin på spredningsrejsen (afvikles den 14. marts)
Du kan møde:
- Fra CO-PI:
- Lene Krogh Jeppesen, chefkonsulent CO-PI
- Anne Marie Berg, seniorprojektleder CO-PI
- Rikke Thorlund Haahr, chefkonsulent CO-PI
- Tre løsninger:
- Matilde Rodriguez, projektleder, Sundhed og omsorg, Aarhus Kommune
- Søren Walther-Larsen, overlæge, Videnscenter for børnesmerter Rigshospitalet
- Charlotte Drejdal Dyekjær, udviklingsansvarlig sygeplejerske, Børn og unge, Aarhus Universitetshospital
Tilmeld dig Løsninger søger mage
Udfyld formularen herunder og tilmeld dig nu.
Hvordan foregår det?
Løsninger søger mage giver dig både viden om hvad spredning af innovation er, og hvordan det foregår. Du bliver også opdateret på, hvad der er særligt interessant i forhold til velfærdsteknologi lige nu, og hvorfor (og hvordan) det er vigtigt at have indkøb med i innovationsarbejdet.
Efter en kort introduktion til spredning af innovation ved chefkonsulent i CO-PI Lene Krogh Jeppesen deler seniorprojektleder i CO-PI Anne Marie Berg væsentlig velfærdsteknologisk viden, hvorefter Rikke Haahr Thorhauge, chefkonsulent i CO-PI, inviterer til innovative indkøb.
Dernæst retter vi spotlightet mod tre velfærdsteknologiske løsninger, der er implementeret og har givet værdi – og inviterer til, at du nysgerrigt lytter og laver et første tjek på: Kan den løsning give værdi i min organisation?
Det praktiske:
Hvornår: Løsninger søger mage afholdes den 28. februar kl. 09.00-10.00 på platformen Zoom.
Målgruppe: Medarbejdere og ledere, der er nysgerrige efter innovation, indkøb og/eller velfærdsteknologi – og efter at tjekke, om døgnrytmelys, VR-spillet ”Ballade på badebroen” og/eller Min hospitalsven ”Hjulle” kan kopieres eller tilpasse til opgaveløsningen.
Pris: Gratis.