Offentlig innovation består af noget helt nyt eller væsentligt ændret, der samtidig har skabt værdi. Den definition skelner ikke mellem forskellige former for innovation, men indfanger både radikal og inkrementel innovation.
Radikal innovation indebærer en markant redefinering af en problemstilling og dermed også af løsningsbehovene. Radikal innovation ændrer vores opfattelse og handlemønstre fundamentalt og fører til grundlæggende andre måder at udvikle og levere ydelser på.
En ud af tre offentlige innovationer er en helt ny praksis, der bryder med arbejdspladsens tidligere praksis, viser Innovationsbarometeret.
Fordi radikale innovationer indebærer større brud med det bestående, er der større risiko og usikkerhed i innovationsprocessen. Men det er også her, der er mulighed for at finde de radikalt anderledes løsninger. Radikal innovation står over for inkrementel innovation, hvor værdien opnås gennem mindre, løbende forbedringer, der sjældent for alvor bryder med det bestående. At skabe det større brud kræver noget andet, end det vi plejer at gøre i innovationsarbejdet.
Intet tyder på, at vi alene ved at lave inkrementelt innovationsarbejde af høj kvalitet kan skabe de radikale innovationer, vi skal bruge for at løse de vilde problemer.
Vilde løsninger på vilde problemer
Vilde problemer er i høj grad defineret af problemernes karakter. Når vi skifter blik og ser på de vilde løsninger, foretager vi derfor et spring, hvor vi bevæger os væk fra det helt grundlæggende – problemerne. Vi identificerer i stedet de løsninger, der potentielt kan gøre indtryk på de vilde problemer.
I Innovationsbarometeret kan vi ikke direkte se, om innovation er udviklet for at gøre indtryk på vilde problemer. Men vi kan identificere de innovationer, som har potentialet til det. Det gør vi ved at kigge i materialet efter innovationer, der dels er markante nybrud, som vist i figuren ovenfor, og som dels har stor skala.
De følgende figurer baserer sig på lidt ældre data fra Innovationsbarometerets tredje runde, der er indsamlet og offentliggjort i 2020.
Nybrud: Innovationen skal være en helt ny tilgang, der bryder med arbejdspladsens tidligere praksis. Det gælder for 31 procent af de offentlige innovationer. Med den akse indfanger vi, at vilde problemer ikke kan løses med små justeringer, men kræver, at der sker større ændringer.
Skala: For det andet er der tale om innovationer, der har en vis skala. Det indfanger vi gennem to forhold; dels at innovationen er skabt i eksternt samarbejde med nogen uden for arbejdspladsens egen kommune, region eller ministerområde. Og dels at innovationen er kompleks i den forstand, at den består af flere typer innovation. Det vil sige, at innovationen ikke udelukkende enten er nye produkter, nye services, nye måder at kommunikere med omverdenen på eller nye måder at organisere arbejdet på – men en kombination af flere typer innovation. Der er på denne måde skala i 31 procent af de offentlige innovationer.
De vilde løsninger er altså her de innovationer, der både har stor skala og er nybrud. Det drejer sig om 11 procent af de offentlige innovationer. Om de vilde løsninger reelt knytter sig til vilde problemer, kan vi ikke afgøre. Men vi kan se, hvad der kendetegner de løsninger, der har potentiale til at gøre indtryk på de vilde problemer.
En ud af ti offentlige innovationer er en vild løsning
Figuren viser øverst til højre de 11 procent vilde løsninger. Nederst til højre vises de 20 procent innovationer, der har stort omfang, men som ikke er et brud med tidligere praksis. Øverst til venstre vises de 19 procent innovationer, der omvendt er et brud med tidligere praksis, men som er af mindre skala. Endelig ses restgruppen nederst til venstre. Det er de knap halvdelen af offentlige innovationer, der hverken har stor skala eller er et afgørende brud med tidligere praksis.
Det er på de statslige arbejdspladser, vi ser flest vilde løsninger. Her er 17 procent af de offentlige innovationer vilde løsninger, mens det kun gør sig gældende for 10 procent af de kommunale innovationer. Regionerne lægger sig midt imellem med 14 procent vilde løsninger. Forskellen er dog kun på grænsen til signifikant og hænger også sammen med, at det er på de største arbejdspladser, der oftest udvikles vilde løsninger.
Stor grad af risikovillighed hos arbejdspladser med vilde løsninger
Nulfejlskultur og frygt eller modstand mod risiko bliver ofte fremhævet, som barrierer for innovation. Ofte taler man om risiko i innovationsarbejdet som en risiko, der kan identificeres og som man kan arbejde på at reducere.
Data fra Innovationsbarometeret kaster lys over forholdet mellem risikovillighed og innovation. Alle arbejdspladser i undersøgelsen er blevet spurgt, hvor enige de på arbejdspladsens vegne er i udsagnet ”Vi går gerne nye veje, selvom der er risiko for, at det er den forkerte vej”.
Figuren ovenfor viser, at det er et udsagn, som langt de fleste arbejdspladser er helt eller delvist enige i. Selv på de arbejdspladser, der slet ikke har indført en innovation i løbet af 2018-2019, er 70 procent helt eller delvist enige, mens det er 80 procent på de arbejdspladser, der har indført alle andre slags innovationer end vilde løsninger.
På de arbejdspladser, hvis seneste innovation er en vild løsning, er hele 88 procent enige i udsagnet. 36 procent er endda ”helt enige”. Der er altså generelt meget stor grad af risikovillighed på de arbejdspladser, der indfører vilde løsninger.
Inden for radikal innovation taler man ofte ikke om risici, men om usikkerheder. Forskellen ligger i, at mens risici kan reduceres eller mitigeres, er usikkerheder konstant til stede. Man ved ikke, hvad resultatet af innovationsarbejdet bliver, og man kan ikke fastlægge sandsynligheder for, om et projekt vil lykkes. Det er en tankegang, der understreger, at vi skal vænne os til at leve med usikkerheder i innovationsarbejdet.
Læs mere om vilde problemer og radikal innovation:
Vilde problemer, vilde løsninger
Søges: Radikale løsninger